Arkitektens eget hjem – Renovering af køkken
Efter otte år og en travl periode med små børn, var det tid til at give køkkenet en kærlig hånd. Det har dog aldrig været på tale at udskifte det eksisterende køkken – tværtimod. Funktionerne opfylder stadig vores families behov, og derfor har målet fra begyndelsen været at arbejde med det, der allerede var – og forbedre det, frem for blot at erstatte det.
I mit eget køkken er fronterne blevet malet i en ny farve(NCS S 1040-R80B), hvilket har givet rummet et helt nyt udtryk. Køkkenet er indrettet med en central vaskeø, der fremstår som et hvidt element orienteret mod spisepladsen og det primære uderum i forlængelse af alrummet.
Højskabene er integreret i en væg, der adskiller køkkenet fra stuen. Væggen er friholdt fra loftet, hvilket skaber en lethed og lader rummet fornemmes som én helhed, når man træder ind. Den hvide Corian-bordplade træder nu tydeligere frem i kontrast til de nymalede fronter, og egetræsgrebene er nænsomt slebet og olieret, så de igen fremstår varme og levende.
Køkkenet er oprindeligt fra Reform med korpus fra IKEA – en velkendt løsning i et såkaldt IKEA-hack.
I stuen er der tilføjet et par brugte Montana-reoler, som er blevet opfrisket med nye farver. Panthella-lampen er ligeledes købt brugt, nænsomt renoveret og behandlet for at undgå den karakteristiske gulning, som materialet ellers kan være udsat for over tid.
Hele projektet har fra starten haft et klart fokus på bæredygtighed – at købe brugt, genbruge materialer og bevare de kvaliteter, der allerede var til stede, frem for at udskifte alt med nyt.
Foto: Steffen Stamp
Type:
Renovering
Beboelse:
Carport
Garage
Beliggenhed:
Odense
Status:
Udført
Bygherre
Privat